Beskrivelse
Orangemyrene kan med rette kaldes insekternes ”Orange Guld”. Med en handelspris på 200 kr. pr. gram er det samme pris som et gram 20 karat guld, og betydeligt højere en verdens dyreste krydderi ”Det Røde Guld”- safran.
Den lille sorte orangemyre har fået sit navn på grund af den stærke aromatiske duft og smag af citrusfrugter. Den er den eneste myre i Danmark, der har en karakteristisk aromatisk smag. Orangemyrerne lever i store kolonier under træer på uopdyrkede arealer. Myrerne samler føde som består af fx smådyr og honningdug fra bladlus oppe i træerne.
Orangemyrernes kolonier findes under gamle træer og huse, hvor de bygger et elegant bo af gnavet træ og jord, som de kunstfærdigt klistrer sammen til en fin og porøs konstruktion. Orangemyrerne er ikke almindelige, men findes flere steder i Danmark.
FREMSTILLING AF ORANGEMYRE VODKA
Restaurant Noma satte for alvor orangemyrer på Menukortet, da kokkene under de Olympiske Lege 2012 i London serverede en ret med levende myrer. Den gode og karakteristiske smag var allerede kendt af mange insektforskere, der ofte serverer levende myrer på ekskursioner. Og som orangemyre-chokolade, hvis det skal være en ekstra fin servering.
Når de kan spises, kan de også drikkes, derfor startede Natur og Myrer det økologiske projekt: Orangemyre vodka. Orangemyrerne høstes enkeltvis med et lille sugeapparat, så myretuerne ikke beskadiges. Orangemyre vodka med myrer fra Mols Bjerge har en lille etiket med Nationalparkens logo.
Inden vi forlader myretuen, fodrer vi myretuen med lidt økoloisk foder som kompensation for de myrer, vi har indsamlet.
Efter indsamlingen bringer vi myrerne til restaurant Himmel og Hav, hvor de nedkøles i en fryser, inden de tælles og hældes på flasker med en triple destilleret økologisk vodka med en mild og rund smag.
Efter nogle ugers lagring har myrerne afgivet smagsstofferne. Den fine, rene aromatiske Orangemyre vodka er nu klar til at nydes som en aperitif, til en ostemad eller som en erstatning af snapsen til sildebordet.